Comtes de Champagne laves kun de år, hvor en særlig god høst tillader et helt specielt produkt.
Taittingers 2007 Comtes de Champagne Blancs de Blancs er, som navnet siger, en Blanc de Blancs. Det betyder at denne champagne udelukkende er lavet af Chardonnay druer. Og i dette tilfælde kun druer dyrket i de 5 landsbyer i Côte des Blancs, som er klassificeret Grands Crus: Avize, Chouilly, Cramant, Mesnilsur-Oger, Oger. Desuden anvendes kun den første forsigtige presning af druerne ‘cuvée’ til denne helt igennem 1. klasses champagne.
En Comtes de Champagne lagres mindst 8 til 10 år – 18 meter under jordens overflade i husets gamle klosterkældre, der har været brugt til opbevaring af vin siden 1300 tallet.
Denne 2007 årgang er noget for sig selv, og selv om den er drikkeklar nu, har den et spændende potentiale for yderligere lagring i egen kælder.